Forebyggelse & Vedligehold

Lotte Rømer - Ren balsam for sjælen

”Simpelthen ren balsam for sjælen”

I 17 år har jeg nydt godt af Andrrews træning og behandlinger. Gennem årene har mit liv forandret sig, ikke mindst pga. et arveligt tiltagende høretab – nok det eneste, Andrrew ikke har formået at ændre. Nå ja, og så er der lige benlængden.

Men resten er der blevet møbleret passende om på i tidens løb, absolut til det bedre. Og hvem ved – måske har hans kyndige hænder alligevel formået at bremse udviklingen af mit høretab en smule.
Hvis jeg skal give Body SDS nogle ord med på vejen, må det være med et historisk tilbageblik, et lille udpluk fra min bog ”Hva’?”, som udkom i 1999:

”… Det var i efteråret 1989, og jeg havde komponeret al musikken til forestillingen “Marquise de Sade”, som gik på Aveny Teatret. Stykket var skrevet af japaneren Mishima og varede i tre timer. Alle med-virkende i stykket var kvinder, og historien handlede om kvinderne omkring den legendariske franske Marquis de Sade.
For at fornemme lidt af den japanske undertone i historien, havde vi alle læst om Mishima, og vi forsøgte at kontakte en ung herre, som var karatemester og havde udviklet sin egen træningsform. To af de medvirkende skuespillere gik hos ham hver tirsdag og havde talt begejstret om hans utraditionelle træning. Han talte hele tiden til ti på japansk og lavede åbenbart de mest besynderlige fodøvelser, bensving og yogastræk. Han havde dog ikke tid til at besøge teatret, men jeg var blevet nysgerrig. Jeg havde altid selv dyrket et eller andet – spillet håndbold, svømmet, gået til jazzballet, dyrket styrketræning – og opildnet af pigernes begejstring, mødte jeg en dag op på hans faste træningshold.

Min første omgang træning var noget af en prøvelse. En langlemmet, lyshåret og meget ung herre høvlede løs med sine japanske lyde, fik vores tæer vendt den gale vej og svingede med arme og ben, mens alle stønnede og prustede til den helt store guldmedalje. Jeg var vant til hård træning fra jazzballet, men dengang handlede det om at gøre øvelserne korrekt og at se ‘rigtig’ ud – og man stønnede absolut ikke på den uhæmmede og voldsomme måde, som denne grønskoling fik folk til!

Der kom ikke en lyd over mine læber. Med sammenbidte tænder forsøgte jeg efter bedste evne at få mine bevægelser til at ligne de foreviste øvelser. Det var hårdt og krævende, og da vi nåede til de yoga-lignende strækøvelser, skreg og hylede folk nærmest på stribe. Da vi til sidst skulle trykke hinanden forskellige steder på kroppen, var der flere, der endte i den rene gråd og sammenbrud.

Der gik dog ikke mange tirsdage, før jeg stønnede og råbte som alle de andre. Det var simpelthen ren balsam for sjælen at få lov til at råbe og skrige, at få gang i åndedrættet, mens kroppen knoklede derudaf. Efter nogle måneder fik jeg sågar et ‘sammenbrud’. Midt i en øvelse ville benene ikke lystre mere. Jeg stod som naglet til stedet med benene spredte i en akavet stilling, kunne overhovedet ikke røre mig, og pludselig sad gråden i halsen. I første omgang blev jeg flov, bed tænderne sammen og forsøgte at holde den tilbage. Men træneren var over mig med det samme og skubbede på:
“Gi’ efter for gråden – lad vreden komme ud! Hva’ er det, du går og gemmer på? – Gi’ slip!” – alt imens han skubbede let til mine ben og borede sine fingre ind på ubehagelige steder i kroppen. Jeg knækkede sammen og endte med at ligge og hulke på gulvet. Hele kroppen gjorde ondt, følelserne rasede af sted i kroppen, mens tankerne væltede rundt i hovedet:
Hvorfor mig? Hvad havde jeg gjort, siden jeg skulle trækkes med de dumme ører? Hvorfor var det min opgave at tage mig af mine forældre? Hvorfor blev jeg kørt ned som 4-årig og lå alene på hospitalet? Hvad med min musik? Hvad hvis jeg blev døv? – Og så vrælede jeg ellers endnu mere.
Jeg var temmelig rystet bagefter, men jeg havde det også godt. Jeg følte mig på en mærkelig måde befriet, lettet og opstemt – fik lyst til at synge og blæse på alt det sure og besværlige. Sendte endda mine forældre en kærlig tanke, mens en fornyet energi tog en rundtur i kroppen.

Vores træningsleder gav også behandlinger, som bestod af en besynderlig blanding af massage, tryk, samtale, zoneterapi og ikke mindst kiropraktik. I løbet af de første par år fik han sat min ryg på plads og rettet op på de værste skavanker. Ud fra en bevidsthed om, at psykiske hændelser sætter sig som fysiske blokeringer, arbejder man gennem træningen kroppen igennem og løsner derved forskellige spændinger. Alle led, energibaner og kredsløb bliver gennemarbejdet, og derefter er der mulighed for at løsne op for de forskellige blokeringer. Eller sagt på en anden måde – mange af de ting, vi til daglig har en glimrende evne til at feje ind under gulvtæppet, får mulighed for at komme frem til overfladen.

En overgang kaldte vi træningen at gå til ‘tirsdags-sammenbrud’. Der var noget saliggørende ved at kunne vræle, råbe og rase tirsdag formiddag i et fællesskab, hvor det ikke gik ud over nogen. Det var en befrielse engang imellem at ligge på gulvet og hyle som en anden 5-års tøs – vel at mærke i et forum, hvor det var tilladt og accepteret. Ikke fordi, man så skulle lade være med at reagere i det daglige. Men når man havde raset ud om tirsdagen, var der ligesom energi og overskud til at reagere mere hensigtsmæssigt og befordrende de andre dage.

Undervejs fik jeg en langt større fornemmelse af, hvordan mit eget liv hang sammen – hvad det var, der skabte angst og vrede. Jeg fik en forståelse for, hvorfor jeg var vred. Ikke kun en intellektuel forståelse, men i høj grad også en fysisk accept. En accept af, at jeg var den, jeg var – også med mit tiltagende høretab.
Det var ikke mindst befordrende at træne sammen i en gruppe. En god sidegevinst blev også en mere grundlæggende forståelse af, at alle har noget at slås med, at alle andre kan have følelsen af ensomhed, uanset hvem vi er, og hvad vi nu har at kæmpe med. Det vidste jeg for så vidt godt – men det afgørende var, at jeg i langt højere grad blev i stand til at leve efter det.”

Lotte Rømer