skip to Main Content

Om mig

Jeg hedder Ditte Magtengaard (Født 1977). Jeg blev uddannet Kropsterapeut hos Body SDS i marts 2010 og har siden da arbejdet professionelt med behandling og selvudvikling.

Jeg fandt sammen med min mand under uddannelsen hos Body SDS og sammen deler vi glæden ved at være kropsterapeuter. Jeg er så heldig at være mor til 3 vidunderlige børn som giver mig livsgivende udfordringer hver eneste dag. Min mand og jeg har sammen to børn på 5 og 6 år som kom til verden under mit uddannelsesforløb. Vores ældste teenagedatter har jeg med mig fra et tidligere forhold hvor jeg blev mor som 21 årig. Vores familie bor i et bofællesskab i Smørum som danner ramme for en stabil og dejlig hverdag.

Jeg kender til udfordringerne i familielivet og det kan være lidt af et puslespil at have 3 børn. For at være en god og nærværende mor, er det min erfaring at jeg skal huske at passe rigtig godt på mig selv og min krop.

Min største styrke er det menneske jeg er og den udvikling jeg har gået igennem siden teenagealderen. Jeg har på egen krop fra en meget ung alder mærket hvordan stress og angst påvirker kroppen og jeg ved hvad det vil sige at være fastlåst i livet, deprimeret og selvudslettende. Jeg har gået hele vejen selv og hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg livet har været en meget stor udfordring.

Når jeg den dag i dag kigger tilbage er jeg dog alligevel yderst taknemmelig for hele rejsen. Jeg er blevet et lykkeligt menneske, jeg elsker livet og jeg er stolt over at være den jeg er. Som terapeut har jeg en masse livserfaring at give videre.

For 2 år siden måtte jeg tage afsked med min kære mor. Hun var igennem et to år langt sygdomsforløb hvor hun kæmpede med at blive rask af kræft. Det lykkedes hende desværre ikke. At stå tilbage med sorgen og ikke mindst mine børns sorg er en svær proces. Processen udvikler mig hver eneste dag som menneske og terapeut og jeg har flere klienter i lignende situationer.

Jeg har altid haft en stor forståelse for andre mennesker, og rollen som terapeut finder jeg meget naturlig. Jeg synes det er en gave at få lov til at dele mine egne erfaringer i livet og hjælpe andre mennesker kærligt videre i deres processer. Det er min intention og min passion konstant at udvikle mig selv for at blive en dygtigere terapeut og et mere nuanceret menneske.

Jeg lægger vægt på en respektfuld kontakt, og som klient har du mit fulde nærvær. Jeg er god til at mærke mennesker og til at tage godt fat i kroppen samtidig med at mine hænder er kærlige og indfølende.

Jeg glæder mig til at møde dig.

Mine kurser

ÅrTypeTimer
2019Indføling 1 v. Lotte Justesen6
2019Spændinger ifm. Graviditet v. Bengt V. Andersen2
2018Øresten & Hjernerystelse v. Bengt V. Andersen2
2018Skjoldbruskkirtel v. Bengt Valentino Andersen2
2018Ledkursus: Nakke 1 v. Claus Linnemann Olsen12
Vis flere kurser Læs mere på min hjemmeside
Back To Top
×Close search
Search
X