Får du nok søvn?
Kvaliteten af din nattesøvn og små pauser i gennem dagen, kan have en afgørende indvirkning på dit humør, din energi, dit overskud og ikke mindst din sundhed på den lange bane. Nok mere en de fleste af os tænker over. Bliv klogere mere om søvn her:
Sov dig sund!
Mange ved godt, at kosten, motion og stresshåndtering er afgørende for vores sundhed. Men vi må ikke undervurdere søvnens magt. Søvnen påvirker direkte vores psyke, sind og fysiske præstationsevne. En god nats søvn er ikke kun afgørende for vores generelle velbefindende; den er også essentiel for vores evne til at håndtere dagligdagens udfordringer. Søvn spiller en central rolle i vores biologi og er nødvendig for, at vores krop kan opnå grundig restitution og genopbygning helt ned på celleplan. Naturen har snedigt nok indrettet os til at skulle sove en tredjedel af vores levetid. Søvn og kvalitetsrig hvile placeres altså øverst på listen over det, der holder os funktionsdygtige og effektive i vores vågne timer.
Moderne livsstil laver kuk i vores naturlige døgnrytme!
Vores livsstil påvirker vores søvn, og den moderne livsstil med konstante forstyrrelser og utallige muligheder 24/7 skubber til vores balance og det naturlige søvnmønster. Det har en direkte konsekvens for vores sundhed og generelle velbefindende. Specielt de yngre generationer er udfordret ift. at få kvalitetssøvn med en livsstil med sociale medier til sent ud på aftenen eller mange timer foran computeren i et gaming-univers, der altid vinder over de optimale sengetider. Og mange voksne kender til sene aftener med arbejdscomputeren i skødet, mens nyhederne eller Netflix kører på tv’et. I weekenden forsøger alle at indhente den tabte søvn og få slappet mere af oven på en hektisk uge. Men du kan faktisk hverken sove eller holde pause på forskud, så det lykkes sjældent at genfinde balancen i weekenden, så mandag morgen starter på lav energi.
Energi-fix med uheldige bivirkninger
Kaffe og energidrik er fristende for at komme godt i gang med dagen. Men disse “energi-fix” bliver hurtigt til en uundværlig vane og langt fra gavnlig for den gode nattesøvn- ej heller for vores helbred på den lange bane. Det samme gælder alkohol. Selvom det bare er et glas vin eller to til at “falde ned på” efter en lang dag. Alle disse stimulanser har uheldige bivirkninger på kvaliteten af vores nattesøvn. De forstyrrer nemlig den regenererende REM-søvn, som er afgørende for kroppens evne til at bearbejde dagens indtryk og følelser. Dårlig søvn kan med tiden ødelægge vores kreativitet, empati og evnen til at løse udfordringer og problemer.
“Fun facts” som ikke er sjove!
- En dårlig nattesøvn reducerer din koncentrationsevne med 20%.
- En dårlig nattesøvn får dine sulthormoner til at stige!
- En dårlig nattesøvn får dine mæthedshormoner til at falde!
- En dårlig nattesøvn forringer din blodsukkerregulering!
- En dårlig nattesøvn fører til et svækket immunforsvar, hvilket gør kroppen mindre effektiv til at bekæmpe både akutte og kroniske sundhedsproblemer.
En dårlig nat med for lidt kvalitetssøvn kan føre til vægtøgning og gøre det svært at tabe sig!
Sover du nok?
Du er ikke alene, hvis svaret er nej. Faktisk viser det sig, at 1/3 del af voksne og 2/3 dele af elever i 9. klasse får mindre søvn, end hvad der anbefales. I 2023 førte søvnmangel til hele 2,7 millioner sygedage blandt danskere, ifølge Sundhedsstyrelsen. Derfor er det værd at tage et kig på, hvordan du kan forbedre din søvnkvalitet. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en vejledning, der anbefaler hvor meget søvn børn, unge og voksne skal have. Du kan finde anbefalingerne her: Anbefalinger for søvnlængde.
En hjælpende hånd i nattens mørke!
At ligge vågen nat efter nat kan føles som ren tortur. Hos Body SDS forstår vi de udfordringer, vores klienter møder med udmattelse og desperation efter at finde deres vej tilbage til drømmeland. Søvnproblemer er komplekse, og det kan opleves svært at vide, hvor man skal starte. Men du er ikke alene —vi er her for at støtte og hjælpe dig. Selvom vi ikke kan kontrollere vores søvn direkte, er der effektive råd og strategier, der kan hjælpe dig til bedre nattero. Vi har samlet nogle konkrete søvnråd fra eksperter, som du finder i det følgende afsnit. Små justeringer i din daglige rutine kan skabe overraskende forandringer.
Tips til den bedste nattesøvn:
- Regelmæssige sovetider: Sørg for at gå i seng og stå op på nøjagtig samme tid hver dag, også i weekenden. Tillad maksimalt op til 30 minutters fleksibilitet. Dette hjælper med at synkronisere din krops interne ur, hvilket kan forbedre kvaliteten af din søvn.
Hvordan: Start småt ved at justere din søvntid med 15 minutter tidligere eller senere, indtil du finder en tidsplan, der passer til dit naturlige søvnmønster. Sæt din telefon til at minde dig om, at nu er det tid til at komme i seng. Overhold den aftale, du har lavet med dig selv. Når du vågner om morgenen, undgå fristelsen til at slumre. Sving hellere benene ud over sengekanten og stræk armene over hovedet – gab og træk vejret dybt.
- Aftenrutine uden skærme: Skærmfri tid om aftenen hjælper med at signalere til din hjerne, at det er tid til at nedkøle og forberede sig til søvn. Lyset fra skærme kan forstyrre din krops produktion af søvnhormonet melatonin.
Hvordan: Optimalt slukker du for alle skærme med lys to timer før sengetid. Berolig din hjerne og erstat skærmtid med afslappende aktiviteter som at læse en bog, lytte til beroligende musik eller tage et varmt bad.
- Take it slow: At holde dine aftener mere afslappede og fri for stressende aktiviteter kan forbedre din evne til at falde i søvn.
Hvordan: Undgå at arbejde sent, og planlæg ikke for intensive fysiske eller mentale aktiviteter om aftenen. Prøv i stedet mere beroligende aktiviteter, såsom yoga, meditation eller bare en rolig samtale med familien.
- Moderer stimulanser: Nyd din kaffe i moderate mængder og undgå alkohol nær sengetid. Ideelt set ingen stimulanser seks til otte timer før du skal sove.
Hvordan: Begræns dit indtag af koffeinholdige drikke som kaffe, te og sodavand til først på dagen. Hvis du er ude til sociale arrangementer og drikker alkohol, gør det med måde og optimalt tidligt på aftenen.
- Vær konsistent: Hold fast i dine nye rutiner, selvom de kan virke svære at implementere. Du vil i længden forbedre din søvnkvalitet markant. Allerede efter få uger vil du kunne mærke en forskel i din energi, humør og overskud.
Hvordan: Vær disciplineret i at følge din planlagte rutine og sørg for, at familien og omgivelserne støtter op om dit projekt. Sov i et mørkt, køligt og roligt soveværelse.
Vi ved godt, at disse råd kan virke overvældende, og at det kan kræve en stor indsats at ændre fastgroede vaner. Tag små skridt ad gangen, og vær tålmodig med dig selv. Hvis du fortsat bøvler med at få din nattesøvn, så er det værd at prøve, om Body SDS kan hjælpe dig med at finde vejen til en bedre søvn.
Magi mens du sover!
Her har vi listet nogle af de vigtigste grunde til, at du skal klappe computeren sammen eller slukke fjernsynet i ordentlig tid om aftenen, selvom du synes, du har fortjent lidt voksen tid:
- Fysisk restitution: Det er under den dybe søvn (slow wave sleep), at din krop restituerer. Der frigives væksthormoner for at sikre cellevækst, sårheling og vævsreparation, som netop nedbrydes ved fysisk træning.
- Kognitiv funktion: Søvn spiller en afgørende rolle for dine kognitive funktioner som hukommelse, indlæring, opmærksomhed og problemløsning. En god nattesøvn fremmer hjernens funktion og forbedrer evnen til at håndtere komplekse opgaver og træffe beslutninger.
- REM søvn er vigtig for den kognitive funktion, da det er her, der sker genopbygning af kroppen og hjernen. Ved REM søvn reparerer kroppen sig selv og samler hele hukommelsen, renser hjernen for affaldsstoffer og gør dig klar til næste dag.
- Emotionel sundhed: Utilstrækkelig søvn kan påvirke humør og følelsesmæssig regulering. Mangel på søvn er forbundet med øget risiko for angst, depression og stress. En god søvnrytme kan hjælpe med at opretholde en stabil og positiv mental sundhed.
- Forbedret immunforsvar: Søvn spiller en vigtig rolle i at styrke immunsystemet. Manglende søvn kan forringe immunforsvaret og øge risikoen for infektioner og sygdomme.
Den gode nattesøvn starter om morgenen!
I en hverdag, hvor timerne ofte synes at forsvinde mellem fingrene på os, og to-do listerne vokser sig længere, kan selv det at tage sig tid til en stille frokost eller bare at standse op et øjeblik for at trække vejret føles som en uopnåelig luksus. Men hvad nu, hvis hemmeligheden til en god nattesøvn faktisk starter i løbet af dagen? Strategiske pauser på tværs af dagen kan være nøglen til ikke blot at genopfriske dit sind, men også markant forbedre din søvnkvalitet. Din chef vil takke dig Når du giver dig selv bevidste pauser i løbet af arbejdsdagen, skærper det din evne til igen at kunne sætte fokus, tænke kreativt og se nye muligheder. Disse små åndehuller fungerer som reset-knapper, genkalibrerer dit indre ur og optimerer din præstation, noget din chef helt sikkert også vil værdsætte.
Små pauser med stor effekt!
Ud i lyset: Benyt dagslyset ved at tilbringe tid udendørs. Naturligt lys har en regulerende effekt på vores biologiske ur, som forstærker vores naturlige rytmer og forbereder os på en god nattesøvn. Så planlæg gerne en af dagens pauser til at være udendørs.
Digital Detox: Sluk kortvarigt for telefonen og computeren, og brug din pause på noget så simpelt som en afslappende samtale med en kollega eller blot for at hvile øjnene.
Pyha .. Ja, det kan virke udfordrende at ændre gamle vaner. Det er naturligt at føle det som en stor opgave. Og det handler ikke kun om at gøre ‘det rigtige’, men lige så meget om at anerkende, hvor du er lige nu og være nysgerrig over for dine søvnudfordringer. Tag små skridt og vær tålmodig med dig selv. Hvis du ønsker det – så nævner vi det blot igen: Vi er lige her for at hjælpe dig, møde dig præcist hvor du er, og præcis som den du er.
Rejsen til det bæredygtige liv med Body SDS:
“At leve bæredygtigt handler om at pleje et godt forhold til dig selv, værdsætte hvem du virkelig er, og opnå en balance mellem velvære og præstation. Det er en personlig udviklingsrejse, der fremmer bevidste valg og søger harmoni i både krop og sind.” Vi håber, denne artikelserie har inspireret dig til at undersøge, hvordan et mere bæredygtigt liv kan berige netop din tilværelse. Hvis du har misset de tidligere artikler i serien ‘Dit bæredygtige liv’, kan du stadig nå at dykke ned i dem her:
📘 Det bæredygtige liv med Body SDS: Læs mere her
📘 Bevægelse for livet: Læs mere her
📘 Kosten til et bæredygtigt liv: Læs mere her
Velkommen hos Body SDS Parken
Vi ser frem til at byde dig velkommen i Body SDS Parken, hvor du kan opleve Body SDS-behandlinger, deltage i træningshold, og udforske vores kursusforløb og uddannelser. Du kan også gratis downloade Body SDS Lifestyle app’en, som er fyldt med skræddersyede øvelser og træningsprogrammer, designet til at imødekomme alle dine sundheds- og fitnessbehov. Download appen gratis via App Store og Google Play.
Sokrates sagde engang, “Det vigtigste er ikke at leve, men at leve godt.” Vi hos Body SDS lever for at hjælpe dig med at leve dit liv ikke bare godt, men bedst muligt.