Stine Troelsen
Baggrund
Mit første møde med Body SDS var til en introaften om uddannelsen, hvor jeg havde meldt mig som klient til en demonstrationsbehandling. Her oplevede jeg på egen krop, hvor dybt og præcist en behandling kan gå. Det var en stærk oplevelse, og jeg følte mig både set, forstået og mødt. Kropsterapeuten fornemmede hurtigt, hvordan min krop afspejlede både den, jeg er, og noget af det, jeg bar rundt på. Jeg gik derfra overvældet, men med en dyb nysgerrighed, og kort tid efter begyndte jeg på uddannelsen.
Inden jeg startede på Body SDS-uddannelsen, brugte jeg flere år på at arbejde og rejse rundt i verden. Jeg har læst italiensk i Perugia, arbejdet i en skibørnehave, været skiguide i Italien og Østrig, solgt vin i Toscana og rejst alene rundt i Asien. Derudover er jeg uddannet inden for statskundskab og økonomi og har arbejdet med salg af hotel- og konferenceaftaler samt hjulpet danske virksomheder ind på markedet i Mellemøsten.
Det har givet mig erfaring med mange forskellige mennesker, livssyn og kulturer. For mig er det netop i mødet med andre mennesker, at perspektiver udvider sig. Den samme nysgerrighed tager jeg med mig ind i arbejdet som Body SDS-kropsterapeut. Hver behandling er et møde med et menneske, en historie og en krop, der fortæller noget. Det gør arbejdet både meningsfuldt, spændende og udviklende for mig.
Introduktion
Min drivkraft er lysten til at lære nyt og en nysgerrighed på, hvordan vi som mennesker kan udvikle os og blive mere hele versioner af os selv gennem større kontakt og balance mellem tanker, følelser og krop.
Jeg tror på, at vi kan udvikle os hele livet og bevæge os i retning af den, vi gerne vil være. Det er sjældent let eller hurtigt, men med tid, tålmodighed og små skridt kan meget forandre sig. Også når udvikling i perioder kan føles, som om man står stille eller bevæger sig lidt baglæns.
Som behandler har jeg særlig erfaring med klienter, der kommer med skulderproblemer, og med mennesker, der oplever smerter i lænd, hofte og lyske. Derudover har jeg erfaring med at hjælpe stressramte mennesker til mere ro, større nærvær og mere glæde i hverdagen.
Jeg bor både i København og Ribe, hvilket betyder, at jeg også tilbyder Body SDS-behandlinger til klienter i Jylland.
Når jeg holder fri, træner jeg gerne flere gange om ugen og prioriterer både Body SDS Grundtræning, Pafei og yoga. Træningen har gjort en stor forskel for min personlige udvikling, både fysisk og psykisk, og derfor anbefaler jeg den også gerne til mine klienter. Den har ændret mit syn på, hvad træning kan være. For mig handler det ikke kun om fysisk styrke og god form, men i lige så høj grad om mental og følelsesmæssig styrke. Gennem træningen lærer jeg mig selv bedre at kende og oplever, at jeg står stærkere i situationer, hvor jeg tidligere kunne føle mig usikker.
Derudover holder jeg meget af samværet med min familie, når jeg er i Jylland, og af mine venskaber i København, hvor flere af mine nære relationer er opstået gennem min tid på Body SDS-uddannelsen. Jeg elsker at opleve nye steder, møde mennesker og fordybe mig i sprog, kulturer og gastronomi.
Filosofi
Jeg lægger vægt på at skabe et trygt rum, hvor du kan møde op præcis, som du er. Når kroppen gør ondt, eller livet føles tungt, og du måske har svært ved at række ud, er det her, vi starter.
Jeg tager altid udgangspunkt i dig og det, du kommer med på den givne dag. Uanset om du står i en fysisk, følelsesmæssig eller mental udfordring, er min intention at støtte dig på din vej.
Jeg glæder mig til at møde dig.
Du kan kontakte mig på
info@body-sds.dk
Mine kurser
| År | Type | Timer |
|---|---|---|
| 2026 | Supervision m. fokus på træning v. Andrrew E. E. Mogensen | 2 |
| 2026 | Sygdomslære: Stress v. Keven Bruun & Marc Garby | 12 |
