Du og din partner ligger i sofaen med et par centimeter imellem jer, men afstanden føles kilometer lang. Der er ikke nogle højlydte, dramatiske skænderier eller uenigheder. Men stilheden er tung og ubehagelig, og følelsen sætter sig i kroppen. Du mærker det i dit bryst, du får en overfladisk vejrtrækning eller måske øget hjertebanken.
Der er sket et skift i parforholdet. Det er måske svært at sætte ord på, fordi kroppen mærker det, før hjernen selv kan beskrive det med sikkerhed.
Måske mærker du det som et let tryk i brystet, når din partner kommer ind ad døren. En overfladisk vejrtrækning, når I sidder i samme rum. En spænding i maven, der ikke rigtig slipper. Kroppen registrerer ofte distancen, længe før du selv finder ordene for den.
Afstanden mellem dig og din partner er ikke fysisk. Den har sat sig i nervesystemet. Det vil sige, du mærker en ændring i vejrtrækningen, dine muskler strammer sig op og din krop føles måske træt og rastløs. Og selvom du ikke er alene, føler du dig ensom i dit parforhold.
Ensomhed i parforholdet giver mange af de samme kropslige reaktioner som almindelig ensomhed. Du mærker det samme lette beredskab i kroppen, den samme tunge fornemmelse, den samme uro. Det, der adskiller den, er ikke hvordan den føles, men hvad der har skabt denne ensomhed.
I denne artikel følger vi faserne, som kroppen oplever, helt fra forbundethed til distance i parforholdet, og hvordan det er muligt at arbejde med følelsen af ensomhed i parforholdet fra et kropsligt perspektiv.
Artiklen fortsætter . . .
Øvrige artikler i temaet:
Fase 1. En følelse af forbundethed i parforholdet
For at forstå ensomheden kan det være nyttigt at starte med at beskrive det helt modsatte.
Når to mennesker er tæt forbundne, sker der noget særligt i det autonome nervesystem.
Dit nervesystem regulerer vejrtrækningen, hjerterytmen, muskeltonus og fordøjelse helt automatisk, uden du bemærker det. Det består af to primære dele, kaldet det sympatiske system (beredskab) og det parasympatiske system (ro).
Når vi føler os trygge og forbundne i et forhold, dominerer det parasympatiske system. I den tilstand er vejrtrækningen dybere, musklerne slapper af og du mærker en ro i kroppen.
Så længe den del af nervesystemet er slået til, er vi som mennesker i stand til at møde et andet menneske åbent. Kroppen er i balance, og derfor kan vi være mere tilgængelige i vores relationer.
Her vil berøring og fysiske kærtegn som kys og kram føles naturligt. Begge parter i parforholdet hviler i stilheden og hinandens nærvær, fordi kroppen og nervesystemet ved, at den anden i forholdet er til stede, og at relationen er sikker.
Fase 2. Nervesystemet får kroppen i beredskab
Ensomheden i parforholdet sker i flere lag og over tid. Det begynder som noget småt, et øjeblik hvor du måske rækker ud og beder om hjælp, men din partner er ikke tilgængelig. Det handler højst sandsynligt ikke om, at din partner ikke vil hjælpe. Men i stedet at de potentielt selv er stressede, trætte eller mangler overskud.
For hvert moment, du rækker ud og ikke bliver mødt i dit forhold, noterer dit nervesystem sig det. Over tid hober de noteringer sig op, og det kan blive en forventet fare for kroppen. Kroppen lærer mønstrene at kende og vil tilpasse sig dem. Det sker, fordi kroppen mener, den oplever en form for fare. Kroppen vil derfor lade nervesystemet gå i beredskab, så den er mere modstandsdygtig. På den måde undgår du at blive skuffet om og om igen.
Flere fysiske ændringer vil derfor ske i din krop og i dit parforhold:
- Vejrtrækningen bliver kortere. Den sætter sig i den øverste del af brystkassen. Det er en lille forandring, som de fleste ikke lægger mærke til. Ændringen i vejrtrækningen aktiverer det sympatiske nervesystem mere, hvilket holder kroppen i let beredskab.
- Musklerne strammer sig op. Især rundt om solar plexus, i mellemgulvet og kæben. Kroppen føler, at der er fare på færde, og derfor reagerer den med spændinger.
- Træthed og en tung fornemmelse. At holde nervesystemet i beredskab koster energi. Over tid kan det mærkes som en vedvarende udmattelse, selv når du har fået en god nattesøvn.
- En følelse af at være i beredskab. Du er på vagt uden at vide hvorfor. Kroppen er hele tiden klar til at reagere, og mærker aldrig rigtig følelsen af at være afslappet.
- Hjertebanken eller trykken i brystet. Kroppen reagerer fysisk på den emotionelle distance, og det kan mærkes som en hurtig hjerterytme eller et smerteligt tryk i brystet.
- Berøringen ændrer karakter. Et kram, der engang var en naturlig del af parforholdet, bliver til en akavet interaktion. Huden modtager kontakten, men nervesystemet sender ikke signalet videre til hjernen som en registrering af nærhed og tryghed.
Det er vigtigt at vide, at det blot er dit nervesystem, der er begyndt at beskytte dig. Og det er derfor, du begynder at opleve ensomhed i tosomheden.
Fase 3. Årsagerne til ensomhed i parforholdet
Nervesystemet skifter ikke fra åbent til lukket på én dag. Men der er livsomstændigheder, der accelererer processen for kroppen.
Stress
Stress er ikke bare en psykisk tilstand. Det er også en kropslig tilstand, hvor det sympatiske nervesystem er i konstant aktivering. Kortisol og adrenalin holder kroppen i beredskab, så den konstant er klar til at handle, reagere, løse.
I den tilstand er det tæt på biologisk umuligt at være fuldt til stede for en anden person. Ikke fordi man ikke ønsker det, men fordi kroppen allerede bruger sine ressourcer på sig selv.
En partner, der kommer hjem fra et stressende arbejde, er ikke uinteresseret. Kroppen er bare ikke tilgængelig. For den anden, der venter på forbindelsen, kan det føles som afvisning. En afvisning, der vil blive noteret af nervesystemet, og som gør den ventende krop en smule mere aflukket næste gang.
To stressede nervesystemer eller blot ét, i samme hjem, kan over tid skabe en gensidig lukkethed, som ingen af parterne selv aktivt har valgt.
Børn og den glemte forbindelse i parforholdet
Søvnmangel dysregulerer nervesystemet over tid ifølge forskning. Et nervesystem i konstant søvnmangel har en markant reduceret kapacitet til at regulere følelser, tolerere frustration og ikke mindst mærke og reagere på den andens behov.
Derudover vil opmærksomheden konstant være rettet mod barnet. Det er biologisk begrundet og sker helt naturligt. Men det betyder, at de to voksne langsomt holder op med at se hinanden som en romantisk forbindelse, og i stedet begynder at se hinanden som en mere praktisk ressource.
Kroppen registrerer det. Partneren bliver ikke længere den, som nervesystemet søger mod for at føle regulering og nærhed. Den anden bliver en del af hverdagens struktur, hvilket fortsat er en vigtig rolle, men den er ikke nødvendigvis varm og romantisk, som før.
Ønsker du at forbedre din søvn, kan du downloade vores gratis e-bog “Søvn og Super kræfter”
Faste rutiner
Forudsigelighed er godt for nervesystemet, da det skaber den tryghed, vores kroppe ofte higer efter. Men der er forskel på forudsigelighed og automatisering.
Når samværet er identisk fra dag til dag og føles som en rutine, de samme sætninger, de samme gestikker, den samme soverutine, kan nervesystemet holde op med at registrere den anden som noget responsivt. Det vil sige, kroppens opmærksomhed vil falde og tilstedeværelsen reduceres.
Det er ikke, fordi kroppen keder sig i traditionel forstand. Det skyldes, at nervesystemet har lært, at denne situation ikke kræver ægte tilstedeværelse, og derfor sparer den energi ved at gå på halv kraft.
Resultatet er to mennesker, der er fysisk til stede for hinanden dag efter dag, og alligevel mister en del af evnen til at mærke hinanden.
Fase 4. Skammen der følger med ensomhed i parforholdet
Der er en grund til, at ensomhed i parforholdet sjældent tales højt om.
At føle sig ensom, når man har en partner, bryder med en af vores mest grundlæggende fortællinger i samfundet, som er, at kærlighed erstatter ensomheden. Mange håber og tror på, at når man finder sin anden halvdel, vil man ikke være ensom længere.
Når man så alligevel føler sig ensom, selvom man har fundet en partner, kan det være vanskeligt at bære. Der kan dermed opstå en følelse af skam.
Skam er en kropslig tilstand med genkendelige fysiske karaktertræk. Man trækker skuldrene fremad og de løfter sig en smule op mod ørene, blikket falder, vejrtrækningen bliver uregelmæssig, brystet trækker sig ind. Det er en biologisk respons, der signalerer “bliv usynlig, tag ikke for meget plads”.
Skammen vil typisk forårsage to ting i parforholdet. Den forhindrer dig først og fremmest i at tale om det, både til din nærmeste familie, dine venner og endda din partner. Når du sætter ord på ensomheden, kan det nemlig føles som at indrømme, at noget er grundlæggende galt eller forkert.
Som nævnt kan skammen forhindre dig i at række ud efter forbindelsen til din partner. Typisk er det også på grund af frygt for, at du ikke vil blive mødt i din frustration, hvis du italesætter det for din partner. Og følelsen af ikke at blive mødt, vil blot bekræfte den ensomhed, du bærer rundt på i parforholdet.
I stedet kan det ske, at du venter, mens distancen mellem jer vokser og skammen fortsat vokser med den.
Det er vigtigt for os at understrege, at ensomhed i parforholdet ikke er et tegn på fiasko. Det er et tegn på, at noget i forbindelsen er kommet ud af balance. Det er blot nervesystemet, der reagerer og ikke en endegyldig distance i tosomheden.
Fase 5. Fra distance til forbundethed i parforholdet
Vejen tilbage til forbindelsen i parforholdet begynder i kroppen. De svære samtaler er selvfølgelig også vigtige for at få sindet tilbage i balance.
Men det er vigtigt at vide, at et nervesystem i selvbeskyttelse har svært ved at høre og mærke den anden part, uanset hvad de siger og gør. Det er ikke en bevidst tilgang, det er blot en naturlig mekanisme.
Hos Body SDS arbejder vi med det, vi kalder kropsbaseret forbindelses arbejde. Det er en tilgang, der møder ensomheden der, hvor den faktisk opstår. Det vil sige i kroppens muskler, bindevæv, vejrtrækning og nervesystemets reaktionsmønstre.
Mærk efter i din egen krop
Inden forbindelsen til den anden kan genetableres, skal du først kunne mærke forbindelsen til dig selv igen.
Læg en hånd på brystet eller maven. Vær opmærksom på din vejrtrækning. Sidder den højt i brystet, eller går den dybt ned i maven? Er der en tilbageholdelse i den? Bare det at registrere det uden at forsøge at rette det, er et positivt signal til nervesystemet.
I behandling hos Body SDS arbejder vi med at løsne de kropslige mønstre, der holder nervesystemet i beredskab. Det kan ske via arbejde med bindevæv og muskler i områder, der er centrale for de dele af kroppen, hvor ensomheden sætter sig fysisk. Der er steder som solar plexus, mellemgulv, brystkasse og nakke. Vi ser det som en invitation til kroppen, der opfordrer den til at slippe det, den har holdt fast i.
Du kan skabe nærvær og kontakt til dig selv gennem vejrtrækningsøvelser, som du kan finde i vores gratis e-bog “Træk vejret”.
Nærhed uden krav
Berøring er nervesystemets primære sprog for tryghed. Men berøring, der kommer ude af det blå i en periode med afstand, kan føles fremmed eller påtvunget, fordi nervesystemet er i beredskab.
Derfor anbefaler vi at starte med at udforske nærhed uden krav eller forventninger. Som for eksempel at sidde i nærheden af hinanden. Det behøver ikke nødvendigvis at være tæt eller med hudkontakt. Formålet er blot langsomt at vænne kroppen til, at den andens tilstedeværelse ikke er en fare for nervesystemet.
Herfra kan kontakten gradvist genopbygges ved at lægge en hånd på skulderen eller give et kram, der ikke nødvendigvis er en invitation til mere. Vi kan se det som to kroppe, der øver sig i at mærke hinanden igen.
Ved Body SDS’ massagekurser for par lærer I konkrete berøring teknikker. Teknikkerne ser vi som redskaber til at finde et fælles sprog for kontakt. Det er samtidig et værktøj, der bidrager til at kroppen både kan give og modtage berøring på en måde, der faktisk rammer nervesystemet rigtigt.
Læs mere og tilmeld massagekurset
Studier peger generelt på, at ægteskab og samliv beskytter mod ensomhed og i et tidligere befolkningsstudie fandt man, at samliv var associeret med mindre ensomhed hos både unge, midaldrende og ældre. Det betyder omvendt, at de der føler sig ensomme på trods af samliv, er en særlig sårbar gruppe.
Bevægelse
Et af de mest undervurderede redskaber til at genetablere forbindelsen er at lave noget fysisk sammen.
Gå en tur. Lav mad side om side. Sid i det samme rum og bevæg jer i hinandens tilstedeværelse. Det lyder måske banalt. Men det, der sker fysiologisk, er, at de to nervesystemer begynder at synkronisere.
Det er en proces, der er veldokumenteret i tilknytningsforskning, og som er en af de mest basale mekanismer for menneskelig forbindelse. Nervesystemerne spejler hinanden, regulerer hinanden, og langsomt begynder den kropslige afstand at blive mindre.
Læs mere om Body SDS træningsforløb
Vejrtrækning som fælles praksis
Vejrtrækning er den hurtigste og mest direkte vej til at regulere nervesystemet. Det er noget, to mennesker kan gøre i fællesskab, som sender et stille signal til hinandens kroppe.
Sid ved siden af hinanden. Lad vejrtrækningen falde til ro. Lad udåndingen være lang og blød. Du behøver ikke koordinere det bevidst. Kroppen er designet til at synkronisere vejrtrækning med nære mennesker, når den føler sig tryg nok til at gøre det.
I Body SDS’ individuelle forløb arbejder vi eksplicit med vejrtrækningsmønstre, der er opstået som følge af ensomhed og utryg tilknytning. Den overfladiske, tilbageholdte vejrtrækning er ikke bare et symptom. Den er med til at opretholde den tilstand, der skaber ensomheden i parforholdet, og det er derfor vigtigt at arbejde med den.
Hvornår er det tid til at søge professionel støtte?
Ikke al ensomhed i parforholdet løser sig med tid og gode intentioner. Hvis mønstrene har stået på i lang tid, er nervesystemets reaktionsmønstre sandsynligvis dybt indlejrede. Det betyder ikke, at de er umulige at arbejde med, men de vil være svære at opløse alene.
Vi anbefaler dig at søge hjælp, hvis du oplever nedenstående.
- Du gentagne gange forsøger at skabe nærhed, men mærker en automatisk tilbagetrækning. Det kan enten være din egen eller din partners. Typisk vil det være en tilbagetrækning, som ingen af jer rigtig kan forklare eller styre, men blot kan mærke.
- Samtaler om forholdet konsekvent ender det samme sted, enten i forsvar, tavshed eller frustration. Det er ikke fordi I ikke vil hinanden det godt, men fordi mønstrene er genkendelige og nervesystemet er hurtig til at opfange det og derfor reagerer.
- Berøring konsekvent føles fremmed, overfladisk eller ubehagelig. Det er ikke kun enkelte gange, men en varig oplevelse i parforholdet.
- Du har svært ved at mærke den anden. Her er det ikke i emotionel forstand, men bogstaveligt talt. Din krop registrerer ikke rigtig, om partneren er glad, ked af det eller til stede.
I de tilfælde kan et forløb hos Body SDS give dig værktøjer til at arbejde med de kropslige mønstre, der holder distancen i skak. Vi tilbyder både individuelle forløb, men også kurser, hvor par kan deltage sammen.
Det er vigtigt at huske på, at ensomhed i parforholdet ikke er et tegn på, at forholdet er gået tabt. Det er blot et tegn på, et nervesystem der passer på dig. Heldigvis er det muligt at regulere nervesystemet, så kroppen finder sin vej tilbage til ro og balance.
Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller ønsker at vide mere om vores forløb.
