Du sidder i et helt stille klasseværelse. Ingen siger eller gør noget. Men pludselig kigger en klassekammerat uventet på dig. Det er blot et enkelt blik i et splitsekund. Dine skuldre sniger sig op mod ørerne. Dit åndedræt stopper halvvejs. Du føler pludselig at rummet bliver mindre, og det virker som om din krop er alt for stor og synlig i rummet. Følelsen gør, at du får lyst til at krumme dig helt ind i dig selv.
I denne artikel gennemgår vi emnet, skam hos unge, hvordan skam føles i kroppen hos både unge drenge og piger og hvordan man kan behandle og hjælpe kroppen i kampen mod skam.
Artiklen fortsætter…
Andre artikler i temaet
Hvad er skam og hvorfor rammer den unge?
Skam er en følelse, mange unge bærer rundt på, og de fleste beskriver den på samme måde. Det er en klar og stærk fornemmelse af at være forkert, ikke bare i det man gør, men i den man er. Det er ikke en følelse, der kommer og går som vrede eller tristhed. Den sidder fast i nervesystemet. Den borer sig ind i selvopfattelsen og bliver en del af den måde, du ser dig selv på.
Unge rammes særligt hårdt. Skam trives i spændingsfeltet mellem hvem du er, og hvem du frygter andre ser. Og i teenageårene er identiteten særlig sårbar. Det skyldes, at accepten fra de andre betyder meget og behovet for at passe ind bliver altopslugende. Det er præcis i det spændingsfelt, skammen finder sin næring og vokser sig stærkere.
Du mærker skammen som spændinger i musklerne, et åndedræt der sidder højt i brystet, en kæbe, der spænder eller en mave der vrider sig, inden du skal i skole om morgenen.
Måske føles det også som en trang til at trække dig væk fra sociale sammenhænge, uden at du helt forstår hvorfor. Det er nervesystemet, der registrerer skam som en trussel og sender kroppen i beredskab, igen og igen. Og i nogle tilfælde bliver det kroppens standardindstilling og skammen varer dermed ved. Især hvis følelsen får lov til at sidde uforstyrret i nervesystemet i længere tid.
Læs mere om skam som grundfølelse.
Hvordan påvirker skam en ung krop?
Skam er en følelse, der giver et særligt aftryk i en ung krop. Jo mere du ved om følelsen, desto nemmere bliver det at forstå, hvorfor det er så svært at slippe af med skammen.
Det autonome nervesystem styrer de funktioner i kroppen, som du ikke selv kan kontrollere selv. Det vil sige puls, åndedræt, fordøjelse og muskelspændinger. Nervesystemet er delt op i to. Det sympatiske system, der sætter kroppen i alarmberedskab og det parasympatiske system, der bringer kroppen tilbage til ro og balance. Når skam rammer, skifter det autonome nervesystem over i sympatisk aktivering, præcis som ved en fysisk trussel.
Eftersom skam aktiverer det sympatiske nervesystem igen og igen, lærer din krop at reagere hurtigere på følelsen. Og det kan forårsage, at flere situationer i hverdagen sætter alarmberedskabet i gang.
Når vi taler om skam hos unge, er det vigtigt først og fremmest at forstå, hvordan skam føles.
Dernæst kan vi samle tankerne omkring, hvorfor det opstår.
Hvordan føles skam?
Forestil dig to unge, der begge glemmer en aftale med en tredje ven. Den ene tænker: “Hvor var det dog dumt af mig, jeg burde have husket den aftale!”, og skriver straks en besked, der undskylder. Den anden derimod tænker: “Selvfølgelig har jeg glemt det! Jeg ødelægger alting og er den værste ven. Jeg er bare ikke god nok.”
Den første tanke ovenfor bærer præg af skyldfølelse, mens den anden tanke er skam.
Forskellen lyder måske lille, men den er vigtig at kende til.
Skyld aktiverer straks et ønske om at rette op på og tage ansvar for handlingen, og ikke mindst at undskylde. Skam sætter gang i nogle andre reaktioner. Din krop trækker sig sammen, lukker ned og gemmer sig.
Følelsen af skam rammer selvværdet på et niveau, som skyldfølelsen aldrig helt når. Det er derfor, at skam som grundfølelse ikke bare forsvinder, ligesom følelsen af skyld gør. Kroppen reagerer nemlig med en helt anden intensitet. Du føler nemlig at din eksistens er forkert, ikke bare dine handlinger.
Hvorfor opstår skam hos unge?
Skam opstår i barndommen
En fireårig rækker armene op mod sin mor. Hun er midt i en telefonsamtale og vender sig væk uden at reagere på barnets handling. Barnet har ikke ord til at beskrive følelsen. Men fornemmelsen af at være for meget, og alligevel ikke nok, udgør en lille brøkdel af den følelse.
En seksårig griner højt i klassen. Læreren ser strengt på ham. Barnet forstår ikke hvorfor, men kroppen lagrer følelsen, som blikket gav ham.
Den skam, som unge bærer rundt på, stammer fra tidlige øjeblikke, som de ovennævnte, hvor barnet endnu ikke har en fuld forståelse af eller et sprog for oplevelsen.
Det vil sige, den 17-årige, som altid undskylder for at fylde for meget i et rum, ved sjældent, hvor følelsen kommer fra. Men kroppen og nervesystemet har lagret følelsen i barndommen. Det er netop derfor at kropsterapi og skam hænger uløseligt sammen. Ved at arbejde med kroppen og nervesystemet kan nogle af de mønstre og tanker forårsaget af skam opløses over tid.
Ungdomsårene aktiverer skam
Udover de erfaringer man gør sig i barndommen, er der også andre ting, der kan forårsage at unge bærer rundt på skam.
I ungdomsårene er identiteten under opbygning, og nervesystemet er en anelse mere sensitiv i den periode. Den opbygning sker, mens de andre unges accept betyder mere for dig end nogensinde før. At blive set skævt på af gruppen, at sige noget forkert, at skille sig ud på den forkerte måde, kan alt sammen bidrage til at øge følelsen af skam i kroppen. Nervesystemet behandler det som en trussel, og sender kroppen i alarmberedskab.
Oven i det spiller sociale medier også en rolle. De fylder konstant nervesystemet med signaler. Billeder af mennesker, der portrætterer uopnåelige skønhedsidealer og weekender, der ser helt perfekte ud. Nervesystemet scanner, sammenligner og konkluderer stille og støt, at du er den eneste, der ikke lever op til det. Skammen vokser, fordi du føler dig forkert. Den vokser, fordi nervesystemet bliver holdt i et lavintensivt alarmberedskab dag efter dag.
Hvad gør skam ved en ung krop? Symptomer på skam
Hvor sidder skam i kroppen? Helt kort sagt, kan du mærke det flere forskellige steder. Din brystkasse trækker sig ind, dine skuldre sniger sig op til ørerne og maven vrider sig.
Det sker fordi skam aktiverer nervesystemet på en måde, der gennemstrømmer de dele af kroppen, som du ikke selv kan kontrollere. Nedenfor gennemgår vi symptomer, du vil mærke, når du døjer med skam i ungdommen.
Åndedrættet
Skam og åndedrættet hænger tæt sammen, og det er ofte det første, som ændrer sig, når følelsen rammer. Vejrtrækningen sætter sig øverst i brystet, den bliver overfladisk og du forsøger som en naturlig reaktion at kontrollere den. Unge beskriver det typisk som en stor udhuling, samt at man får lyst til at trække brystet helt sammen og krumme ryggen. Det skal give en følelse af næsten at forsvinde helt i rummet.
Skuldre og nakke
Når nervesystemet går i beredskab løfter skuldrene sig, nakken bøjer, du synker sammen og sænker blinket. Det kan ligne en dårlig holdning til forveksling, men det er kroppens måde at beskytte det, der føles sårbart.
Mave og tarm
Vores vagusnerve løber direkte fra hjernestammen ned gennem kroppen og forbinder nervesystemet med maven og tarmene. Når skam aktiverer det autonome nervesystem, mærker du det derfor ikke kun i brystet, skuldrene og nakken. Det rammer som et slag ned i maven og kan give kvalme, uro eller kramper.
Læs mere om, hvordan du kan styrke din vagusnerve.
Frys (freeze)
De fleste kender til reaktionerne kamp (fight) eller flugt (flight), når der tales om nervesystemet. Og mange gange vil de reaktioner også optræde, når din krop reagerer på skam. Men den mest oversete reaktion er frys (freeze). Tilstanden forårsager, at kroppen og sindet lukker helt ned.
Her bliver unge typisk helt stille. Det vil sige, at de ikke svarer og trækker sig fuldstændigt. De forsvinder eller gemmer sig altså væk i situationen, hvilket blot er en naturlig reaktion fra nervesystemet. Kroppens nervesystem har nemlig lært, at det er bedre at forsvinde end at risikere en afvisning og føle sig forkert.
Vil du vide mere om fight or flight i forbindelse med skam? Læs vores artikel om “Skam”.
Forskellene på skam hos unge drenge og piger
Hos unge piger og drenge ser trækkene for følelsen af skam aldrig helt ens ud. Nogle kendetegn gør sig typisk mere gældende for piger, mens andre går mere igen hos drenge.
Piger internaliserer alt i kroppen. Det betyder, at kroppen folder sig sammen, så den fremstår så lille som muligt. Deres skuldre trækker sig helt op, så de rammer ørerne. Åndedrættet sætter sig øverst i brystet og vejrtrækningen fremstår unaturlig, da pigerne i højere grad vil forsøge at kontrollere det.
Hos de unge piger viser skammen sig derudover som stilhed, og de trækker sig ofte fra de situationer, hvor de føler sig forkerte og mærker ubehag.
Drengene reagerer ofte helt anderledes på skammen, når man sammenligner de to køn. De eksternaliserer eller bedøver typisk følelsen. De oplever ofte spændinger i nakken og kæben.
Derudover vil drenges nervesystem ofte aktiverer kamp-reaktionen. Herefter bliver deres indre forkerthedsfølelse projekteret udad som irritabilitet, aggression eller provokation. Det ligner et vredesudbrud, men det er blot skammen, der har fundet en udvej.
Skam og kropsidealer
Hos nogle unge, typisk piger, retter skammen sig mod kroppen selv. Mod udseende, vægt og størrelse. Det skyldes en dyb overbevisning om, at det er kroppen, der er problemet og den, der er “forkert”.
Der er flere adfærdsmønstre, som kan signalere skam, der handler om kroppens udseende. Det kan for eksempel være en ung pige, der aldrig klæder om i omklædningsrummet efter idrætstimen eller en fyr, der aldrig tager sin t-shirt af ved stranden, når han bader.
Skammen, der retter sig mod kroppen, skal ikke altid ses som et nyt problem. Typisk er det den samme gamle skam fra barndommen. Den skam, som lærte nervesystemet, at noget ved dig var forkert. Den har blot fundet et nyt sted at bo i din bevidsthed, og udløser derfor dit alarmberedskab.
