Bestil tid på 33 32 30 90 eller Book her

Kurv

Ingen varer i kurven.

Booking

Hvad siger Body SDS-terapeut Keven om sit arbejde?

Keven Bruun er Body SDS-terapeut

Hvorfor valgte du i sin tid at arbejde som Body SDS-terapeut?
Før jeg arbejdede i Body SDS, arbejdede jeg på lager. Men fra den ene dag til den anden, da jeg trådte ned fra trucken, fik jeg en følelse af ”Nu skal jeg arbejde med mennesker”.  Følelsen havde selvfølgelig ligget i baghovedet i lidt tid, måske mere underbevidst end bevidst, men den dag kunne jeg bare mærke, at nu gad jeg ikke det her længere. Så begyndte jeg at kigge mig omkring – jeg kiggede både på fysioterapi, healing, massage, zoneterapi osv.

En dag faldt jeg så tilfældigvis i snak med Body SDS´ grundlæggers søster, dvs. Ole Kåre Følis søster, og hun fortalte mig meget om behandlingen, som vækkede min interesse. Derfor tog jeg til en præsentationsaften af uddannelsen, og blev fanget af den! Jeg fik en følelse af, at det her var en profession, som rummede alt det, jeg godt kunne tænke mig.

Hvad motiverer dig til at stå op om morgenen og tage på arbejde?
Nu har jeg været ansat her i 9 år, og jeg har ikke haft én eneste dag, hvor jeg har tænkt ”åh nej, jeg gider ikke”. Og det er jo fordi, jeg er glad for mit arbejde. For mig er det stadig et studie at arbejde med mennesker, kroppen og psyken, og hele tiden opdage noget nyt. Jeg gror ikke fast og stagnerer, men er hele tiden nysgerrig og lærer hele tiden nye ting igennem mine behandlinger. Mit arbejde er en konstant inspirationskilde for mig.

Hvorfor kan du godt lide at arbejde med Body SDS´ holistiske filosofi?
Med en holistisk filosofi kan man på en helt anden måde nå ind til rigtig mange forskellige problemstillinger. Eksempelvis havde jeg en klient i dag med en frossen skulder, og i stedet for at rode i skulderen, så løsnede jeg maven og hoften, og så kunne hun løfte armen igen. Skulderledet skulle selvfølgelig arbejdes med efterfølgende, men dét, at der sker nogle resultater med det samme, ved at man løsner andre steder i systemet – det er takket være en helhedsorienteret filosofi.

Hvad har Body SDS gjort for dig?
Jeg har gået igennem en stor udvikling både igennem uddannelsen, men bestemt også alle de år, jeg har arbejdet i hovedcentret. Engang var jeg meget indelukket og  ikke særlig god til det sociale. Jeg var heller ikke særlig god til at lytte til mig selv, hvilket stammede fra et dårligt selvværd. Da jeg var lille, var det nemlig ligegyldigt hvad jeg gjorde, så var det ikke godt nok, følte jeg.

Den dag i dag har jeg udviklet mig utrolig meget som menneske – og som terapeut. Jeg kan i dag stå ved mig selv, er langt bedre til det sociale og jeg lytter mere til mig selv. Det skyldes også, at jeg er blevet mere bevidst om min fortid og især min barndom, og har fået et bearbejdet overblik.

Jeg har i dag fået en rigtig god forståelse af, hvorfor jeg er, som jeg er, og det gør jeg brug af i mine behandlinger. Det er derfor skønt at arbejde som Body SDS-terapeut, fordi jeg på den måde også kan forstå og guide mine klienter igennem deres ”kampe”.

Der er ingen tvivl om, at jeg ikke var nået her til, hvis ikke jeg havde arbejdet i centret, modtaget den interne supervision vi har fået – og haft de samtaler, jeg har haft med Andrrew E. E. Mogensen. Jeg lærer noget om mig selv hele tiden. Og det gør jeg bestemt også igennem mine klienter. Jeg fungerer i dag som supervisor og underviser i centeret i KBH og samtidig som selvstændig Body SDS-terapeut i Odense ”bodyksb.dk” Jeg kan varmt anbefale alle der ønsker et job som behandler at kigge på Body SDS-uddannelsen.